Vinter er skovens hviletid.
Inden den kraftige regn og frostperioderne satte ind blev tilplantningen fuldført. På indvielsesdagen den 8. oktober blev der ved fælles indsats af små og store sat ca. 750 træer. Birkelunden har siden hen fået nogle pæle at støtte sig til og skole og Solstråle har valgt 10 rødeg som deres bidrag til skoven, - langs stien fra Tornager op til kælkebakken. Hedeselskabet forærede os 5 sydbøg, som står i tregaflen, hvor stierne mødes. Så nu er der skov over det hele, plus stier, bakke og åbne pladser...
Masser af sø...
Ved anlæggelsen gravede vi et hjerteformet hul, og håbede på at det ville blive til en sø. Og det er det så blevet. I den grad! De mange meter yoldia-ler i undergrunden lader kun regnvandet trænge langsomt igennem, så i hele området spejler vandsamlinger sig i himlen i flere dage efter et regnvejr.
Skovvandrere har derfor været meget glade for den flis, som er blevet lagt ud på stierne, - uden den ville færdsel være vanskelig. Og der er klart behov for udkørsel af mere flis, når jorden kan bære en traktor.
Søen nåede at fryse til nogle dage, og gav varsler om skøjtemulighed, om vintervejret ellers vil det.
Projektafslutning
5. december afleverede Projektgruppen formelt skoven til ejerne og brugerne, dvs byen og spejderne. Et SKOVLAUG tog over, som skovens permanente myndighed. Tre repræsentanter for KFUM-spejderne: Viggo Noe, Tom Gundesen og Per Jensen (formand) og tre fra foreningsliv og institutioner: Gerda Olesen (sekretær), Helge Jensen (kasserer) og Finn Jensen.
Inden årets udgang vil regnskabet stort set kunne afsluttes: De sidste regninger kommer i hus, og refusionerne fra eu-midlerne er på vej. Budgettet var på 550.000 kr, og budgettallene er til fulde overholdt. - På grund af den solide frivillige indsats bliver der endda en mindre kassebeholdning til kommende tider, som giver Skovlauget bevægelsesfrihed og plads til nye ideer: Hvad med en bænk på toppen af kælkebakken ?
Projektgruppen glædede sig nok engang over den gode tilblivelsesproces: 2 - 3 år uden mislyde, med god opbakning og mange glade arbejdsdage og aftenmøder, - kulminerende den 8. oktober med en indvielse, som man ikke kunne ønske sig bedre.
Tak til alle bidragydere og medarbejdere undervejs i forløbet.
PROJEKTGRUPPEN:
Thorvald Baggesen, Viggo Noe, Tom Gundesen, Finn Jensen, Per Jensen og Jan Glenstrup.
|